Underup kirke – Nyt varmeanlæg

Bygherre: Nim-Underup sognes menighedsråd

Udført: 2024

Linjen A/S har været totalrådgiver på projektet.

Det nye elvarmeanlæg er udført med el-konvektorer under bænke, suppleret med elradiatorer langs vægge, for at opnå en god varmefordeling i kirken. Bænkeovnene er monteret nedhængt fra undersiden af bænkene og indfarvet i en farve, der er afstemt med bænkenes øvrige farvesætning.

Det nye elvarmeanlæg er forsynet med automatisk styring med termostat- og kalenderfunktion, således de kirkelige handlinger på forhånd er programmeret ind. Dermed tænder anlægget i rette tid, afhængig af temperaturen i kirken, hvilket minimerer varmeforbruget og varmeudgifterne.

Da det nye elvarmesystem kræver flere ampere, har det været nødvendigt at udskifte eltavlen og trække en ny stikledning til kirken. I forbindelse med udskiftningen af eltavlen er skabet i våbenhuset, hvor eltavlen er placeret, blevet udvidet til et dobbelt skab.

Det eksisterende oliefyr er blevet bortskaffet og rørledningerne er blevet tømt og afproppet. I forbindelse med bortskaffelsen af oliefyret, der også opvarmer mandsskabsbygningen, er der blevet installeret en luft-til-luft varmepumpe til opvarmning af denne bygning.

Med det nye elvarmeanlæg vil der kun være varme på i korte perioder. Det forventes derfor, at grundtemperaturen vil falde, hvilket kan give et fugtigere klima i kirken i længere perioder. Derfor er der blevet installeret en adsorptionsaffugter, som er placeret i tagrummet. Affugteren er tilkoblet en luftkølekondensator, der omdanner den fugtige luft, som suges ud fra kirkerummet, til kondens, der ledes ud ved skibets tagfod. Systemet tændes automatisk, når luftfugtigheden overstiger en fast værdi, og det holdes slukket, når varmeanlægget er tændt.