Sankt Nicolai kirke – indvendig istandsættelse

Bygherre: Aabenraa Sogns Menighedsråd

Udført: 2023-2024

Linjen har været totalrådgiver på projektet

Kirkens eksisterende el-varmeanlæg er fra ombygningen i 1949-56, og var således knap 70 år gammelt. Anlægget bestod af el-rørovne monteret i smalle varmegrave i gulvene, der var afdækket med egetræstriste. I korskæringen samt øst i de to korsarme var rørovne nedlagt i hulrum under gulvet, med teglklinker som låg. Rørovnene var rustne, flere fungerede ikke og stadig flere begyndte at svigte. Placeringen af el-rørovne dels i varmegrave og dels under gulv gjorde dem mindre effektive, end hvis de havde været monteret fri over gulvet med luft omkring.

Under den indvendige istandsættelse er der udført et nyt fjernvarmebaseret varmeanlæg i kirke med konvektorer placeret i de eksisterende varmegrave, suppleret med enkelte radiatorer langs væggene. De eksisterende varmegrave under bænkene var tidligere opdelt i separate grave med hver sin el-rørovn. For at sikre tilstrækkelig varmeeffekt, er de to grave slået sammen, så der kunne monteres en sammenhængende konvektor. Derudover er der etableret gulvvarme, hvor varmegravene er sløjfet, og gulvene alligevel skulle ændres.

I forbindelse med varmearbejdet ønskede menighedsrådet at gennemføre flere indretningsmæssige justeringer for at opnå en bedre funktion i kirkerummene, så de i højere grad understøtter kirkelivet og de praktiske behov.

Vægge, hvælve og lofter er under arbejdet i kirken blevet nykalket med en hvidtekalk. Gulvene var i god stand. Der steder, hvor det har været nødvendigt, er gulvene taget op for at etablere gulvvarme og føringsveje til det nye varmeanlæg.

Altertavlen er i den nye indretning rykket frem i koret. Det eksisterende alterbord, der skønnes at stamme fra 1758, er bibeholdt på den nuværende placering, og i stedet er der udført et nyt muret alterbord på den nye placering. Det nye alterbord er pudset, kalket og forsynet med en bordplade i egetræ. Knæfaldet er flyttet frem sammen med det øvrige alterparti. Den eksisterende murede kortrappe er ligeledes flyttet frem. Den nye kortrappe er udført fra væg til væg, hvilket skaber en bedre sammenhæng og kontakt mellem kor og skib.

I forbindelse med fremrykningen af alterbordet har det være nødvendigt at nedlægge tre varmegrave i hver side. For at kompensere herfor, er der suppleret med vægradiatorer.

Med fremrykningen af alteret er korets østlige hvælvfag blevet nyindrettet. Der er opsat en let skærmvæg, som aflukker det hvælvfag og skaber et reelt rum bag alteret. Rummet anvendes nu til menighedsrådsmøder, konfirmandundervisning mv.

Samtidig er indretningen i korsarmene blevet mere fleksibel, ved at de tidligere faste bænke med gulvriste under er blevet sløjfet. I stedet er der indkøb 100 stole af samme type som de eksisterende i kirken. Dette muliggør gudstjenester og arrangementer med central opstilling i korsskæringen, hvilket giver flere gode siddepladser og dermed skaber mulighed for større arrangementer.

I tilbygningen ved korets nordside var der tidligere indrettet et snævert og upraktisk tekøkken, som sjældent blev brugt. Det er under istandsættelsen blevet nedlagt og i stedet ombygget til toilet, da kirken tidligere ikke havde nogen toiletfaciliteter.