Langø Pumpemølle er bygget til at dræne det inddæmmede vådområde udenfor det naturskønne Bogense, men er nu afløst af elektriske pumpestationer. Området ejes af Aage V. Jensens Naturfond, der slukkede for pumperne og i 2014 fik vandet tilbage til engarealerne. Herved er skabt et unikt vådområde med gode betingelser for et rigt fugleliv.
Mølleruinen er nu omdannet til fugletårn til glæde for de mange fuglekiggere i området.
Med Aage V. Jensens Naturfond som bygherre og i samarbejde med Tegnestuen Hommelhoff har vi tegnet et nyt indvendigt trappeforløb, der giver adgang til et nyt plateau øverst, hvorfra der er frit udsyn over landskabet. Møllen fremtræder fortsat som en smuk ruinøs landskabsmarkør, der har ladet sig indtage af naturen.