Bygherre: Vigerslev Menighedsråd
Udført: 2024
Linjen A/S har været totalrådgiver på projektet.
Da væggene i kirken er pudset med cement, er der valgt silikatmaling fremfor kalk i istandsættelsen, da kalk ikke vil kunne hæfte på overfladen. Samtidig har der været afdækningsarbejde i forbindelse med maling af kirken.
Derudover er gulvet i våbenhuset og skibets midtergang renset og efterfølgende imprægneret for at opnå en smudsafvisende overflade. Gulvet ved stolestaderne, ved trappen til koret og ved altergulvet var slidt. Gulvene er blevet istandsat ved retouchering af skaderne og er efterfølgende blevet nylakeret.
Altertavle, stolestader og prædikestolen er alle blevet renset og istandsat ved konservator.
Knæfald, bænkehynder samt dækpladen ved prædikestolen er alle blevet ompolstret, så de passer til de øvrige farver i kirken.
Der er udført ny belysning i kirken, som harmonerer med rummets arkitektur, blandt andet en skræddersyet lysbue i korbuen, der har mere tyngde og passer bedre til rummets karakter.
I koret ses to vinduer med glasmalerier. Udvendigt på glasmalerierne er der opsat forsatsruder. Forsatsruderne er udskiftet med nye, oplukkelige forsatsruder med en spinkel aluminiumsramme, der letter fremtidig rengøring. Glasmalerierne er forsigtigt renset, hvilket har øget lysindfaldet gennem vinduerne betragteligt, samtidig med at glasmalerierne fremstår klarere.