Hoven kirke – Kapel

Bygherre: Hoven sogns menighedsråd

Udført: 2024-2025

Linjen A/S har været totalrådgiver på projektet.

Menighedsrådet ønskede at udskifte kapellets tag, der fremstod med mange revnede sten, samt etablere et nyt handicapvenligt som erstatning for det nedslidte kirkegårdstoilet. Desuden ønskede menighedsrådet, at adgangsvejen fra kirken til kapellet blev gjort mere tilgængelig for gangbesværede og kørestolsbrugere med ny fast belægning.

Taget er blevet udskiftet med et nyt rødt tegltag med håndbearbejdet gammel dansk vingetegl. Dertil er taget oplagt med fast undertag med brædder og pap for at minimere fremtidige vedligeholdelsesudgifter og sikre mod utætheder. Tagrender og nedløb var udtjent. De er blevet udskiftet med nye i zink.

Den eksisterende bygning var indrettet med kapel, kirkegårdstoilet, redskabsrum og depotrum. Toilettet var nedslidt og snævert, og indgangen dertil var placeret væk fra kirkegården. Redskabsrummet var lille og utilstrækkeligt til opbevaring alle nødvendige redskaber.

Ved istandsættelsen er et nyt handicaptoilet blevet etableret i det tidligere depotrum, som ikke længere var i brug. Toiletdøren vender nu ud mod kirkegården, så toilettet er lettere at finde for de besøgende. Det eksisterende redskabsrum er blevet udvidet ved at inddrage det gamle toilet, hvilket har givet bedre plads til opbevaring af redskaber mv. Kapellet er bibeholdt uden ændringer.

Den eksisterende belægning omkring kapellet bestod af grus og derfor vanskelig at færdes i for gangbesværede og kørestolsbrugere. For at sikre bedre adgang for alle til det nye toilet er der anlagt fast belægning på stien fra kirken til kapellet. Stien er udført som en fortsættelse af den eksisterende belægning ved våbenhus og tårn, med betonfliser istøbt strandsten, inddelt med chaussesten og kantet med brosten.