Bygherre: Hedensted sogns Menighedsråd
Udført: 2019
Areal: 394 m2
Linjen A/S har været totalrådgiver på projektet.
Menighedsrådet ønskede at udvide kirkecenteret med en tilbygning på grund af den akutte mangel på lokaler til konfirmandundervisning. En tilbygning, der blev tilpasset det eksisterende byggeri både i formsprog og farve.
For at fremtidssikre kirkecenteret, som skulle kunne rumme konfirmander og tilbyde moderne undervisningsmuligheder for inklusionselever, ønskede menighedsrådet fire konfirmandlokaler, som hver kunne rumme 30 elever, samt et “støtterum” til inklusionselever.
Derudover var der også et behov for et eller flere mødelokaler, idet det eksisterende lokale på sigt ville overgå til provstiet.
Samtidig afholdes der mange arrangementer i kirkecenteret, hvor det ville være ønskeligt at råde over et større og bedre lokale. Et lokale, som eventuelt kunne skabes ved sammenlægning af flere mindre lokaler.
Menighedsrådet havde ligeledes et ønske om at skabe nogle rammer, der kunne indbyde til ophold, når der ikke blev afholdt arrangementer. Kirkecenteret ligger centralt i Hedensted by og er i åbningstiden et af byens få ”indendørsrum”, som kan bruges til både tilfældige og aftalte møder. Derfor ønskede man et indgangsparti, hvor det var muligt at sætte sig ned, læse aviser eller kirkelige tidsskrifter og måske trække en kop kaffe fra en automat.