JUNI 2025 – Aflevering af Søby kirke

Vi har holdt afleveringsforretning i forbindelse med istandsættelsen af Søby kirke, hvor vi har været totalrådgiver på projektet.

Menighedsrådets ønske om en indvendig istandsættelse af kirken udsprang dels af et generelt behov for at forbedre kirkerummet, så det opnår et smukkere og bedre fungerende rum, herunder med et mere tidssvarende varmeanlæg. Kirkerummet bar desuden præg af en tung farveholdning, som stammede fra restaureringen i 1938 og senere fornyelser i 1971. Med istandsættelsen ønskede menighedsrådet at tilføre kirkerummet mere enkle og harmoniske farver, idet en god kunstnerisk farveholdning bidrager til at løfte rummet æstetisk som ramme om søndagsgudstjenesten. Søby kirke er i sin indretning og sit inventar meget harmonisk, derfor ønskede menighedsrådet primært en bevarende istandsættelse.

Førbillede af kirkerummet

Korets, skibets, tårnets og våbenhusets vægge er blevet nykalket. Kirke har fået en ny farvesætning, som er blevet udarbejdet i samarbejde med en konservator. Lofterne er nymalede i en lysere farve for synsmæssigt at løfte højden i kirken. Lofternes farve er tilpasset den nye farvesætning i kirken. Stengulvene i kirken bestod tidligere af rødgule klinker, formodentligt fra restaureringen i 1971. Gulvet fremstod smudset, og i våbenhuset var gulvet grimt med spredte og dårligt udførte reparationer. Samtidig virkede klinkegulvet fremmed for rummet i sin materialeholdning. Derfor er der udført et nyt murstensgulv af gule mursten. Ved denne udskiftning er der opnået et mere sammenhængende, æstetisk og passende stengulv i kirken. Stoleværket og dets hynder var slidte og farverne fremstod diffuse. Stoleværket er blevet nymalet, og hynderne er udskiftet med nye. Både stoleværk og hynder har fået nye farver, der er afstemt med kirkens nye farvesætning. Kirkens belysning er blevet forbedret med tre ekstra lampetter i koret samt to ekstra lysekroner i skibet. Til forbedring af kirkens nuværende varmeanlæg er der etableret et rum-zoneanlæg med el-varmeovne monteret under kirkens bænke, suppleret med væghægte radiatorer. Et elvarmeanlæg af denne type har den fordel, at varmen tilføres dér, hvor kirkegængerne sidder, og kirken hurtigt kan opvarmes.

Efterbillede af kirkerummet

Tilbage til nyhedslisten