Vi har i april afholdt afleveringsforretning i forbindelse med den indvendige istandsættelse af Malling kirke.
Arbejdet har omfattet kalkning af kirkens indvendige vægge og hvælv, ligesom vinduer, døre og træloftet i våbenhuset er blevet malerbehandlet.
Derudover er kirkens inventar blevet istandsat og lysnet med en ny farvesætning, der har til formål at skabe et harmonisk og roligt kirkerum. De valgte farver skal særligt tjene til at løfte og fremhæve altertavlen og prædikestolen. I forbindelse med den nye farvesætning er knæfald, alterbord, nummertavler, orgel, kirkebænke samt vægpaneler blevet nymalet.
Kirkens belysning er desuden blevet forbedret med opsætning af en ny højtsiddende messinglysekrone i koret og en ny lysekrone ved orgelet.
Billederne nedenfor er fra indvielsen af kirken.


