Bygherre: Sønder Bjert Sogns Menighedsråd
Udført: 2015
Linjen A/S har været totalrådgiver på projektet.
Menighedsrådet ønskede at nyindrette koret med en fremrykning af alterpartiet, så altertavlen fik mere dagslys og kom tættere på menigheden. Derudover ønskede menighedsrådet, at indretningen af skibet blev ændret, hvor blandt andet stengulvet blev justeret, så det nu er på samme niveau som korets gulv.
I kirkens våbenhus mod syd blev kirkecaféen bibeholdt, men med ny møblering. Gulvet i våbenhuset er blevet hævet, så der nu er niveaufri adgang for gangbesværede. Samtidig er der lagt et nyt gulv af samme type som gulvet i koret.
De indvendige vægge og hvælv er blevet nykalket, og stjernerne i skibets loft er blevet opmalet og forgyldt.
Udover nymaling af alterbordet og genopsætning af antependiet er der udført et nyt, mindre og flytbart alterbord, som kan opstilles i midten af korbuen, tættere på menigheden. Det nye alterbord er designet, så det kan køres bagom altertavlen og eventuelt placeres ind under det andet alterbord, når det ikke er i brug.
Alterskranken er blevet afkortet og opdelt i sektioner, der kan skilles ad, så den er flytbar. Alterskranken er desuden blevet udstyret med en hylde til alterbægre, og den er blevet istandsat med nye hynder, mens træværket er ombygget og nymalet.
Døbefonten er blevet gjort flytbar, så den kan trækkes fri fra korbuen og placeres forskellige steder ved forskellige lejligheder.