Torsted Sognegård

Torsted Sognehus –  Til- og ombygning

Bygherre: Torsted Sogns Menighedsråd

Udført: 2008

Omfang: Sognehuset blev udvidet med 200 m² i kælderplan samt 285 m² i stueetage. Dertil 85 m² ombygning af kælderetage samt 339 m² stueetage.

Linjen A/S var totalrådgiver på projektet.

Sognehuset ligger på en stærkt skrånende grund, hvor udvidelse kun er mulig mod øst, idet en udvidelse mod vest vil komme for tæt på kirken og minimere p-pladsen.

Tilbygningen er udført i de samme materialer og formsprog som den nuværende bygning, dog med et mere moderne udtryk i udformningen af den nye foyer.

Hovedindgangen er placeret centralt, hvilket muliggør en omdisponering af kirkens parkeringsplads med mere ordnede parkeringsforhold og flere parkeringspladser. Hovedindgangen er indrettet med adgang til foyer, konfirmandstuerne, kirkekontorer samt køkkenet. De gamle konfirmandstuer er i ombygningen blevet omdannet til forhal, køkken og frokoststue, således de nye konfirmandstuer kunne placeres i tilbygningen med vinduer mod øst. De nye konfirmandstuer er blevet indrettet med mulighed for anbringelse af tavler og kan opdeles med en skydevæg. Der er desuden blevet placeret et depot med direkte adgang samt grupperum ved siden af.

Foyeren er placeret med udsigt ud over kirkegården og landskabet. Dertil er den indrettet med nicher med bænke og med dobbeltdøre til konfirmandstuerne, således at disse kan åbnes op ud mod foyeren. Fra foyeren er der adgang til parterreetagen med graverfaciliteter og depotrum.

Bygningen er blevet udvidet med bade- og omklædningsfaciliteter over den eksisterende maskinhusbygning. Derudover er der blevet plads til et disponibelt rum, som kan anvendes til værkstedsaktiviteter i forbindelse med sognearbejdet.